DIF Soldaterprojekt

Hvad går initiativet ud på?

DIF Soldaterprojekt er blevet til i et samarbejde mellem Forsvaret og Danmarks Idrætsforbund. Under devisen “Fra militær til civil” skaber projektet et rum for de danske veteraner, hvor mange er vendt hjem til med skader på krop og især sjæl, så de i en til tider svær hverdag kan finde et ståsted og livskvalitet gennem idrætten. Målet er bl.a. gennem forskellige idræts-events, camps hvor pårørende også deltager og ikke mindst ugentlige træninger i såkaldte safe-zones (mindre træningshold i trygge rammer) at skabe bindeled mellem veteranerne og de lokale civile idrætsforeninger så veteranerne senere overgå og blive en aktiv del af disse..

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

I perioden 1991-2017 har Forsvaret haft ialt mere end 45.000 soldater udsendt i international tjeneste. En del af dem er aktive i DIF Soldaterprojekt med målet om at bruge idrætten til at skabe indhold og livskvalitet i deres nye civile hverdag. Som nævnt er projektets overordnede mål at veteranerne skal overgå til at være aktive i de lokale idrætsforeninger, som dermed får tilgang af nye aktive medlemmer, hvor en del har skabt flotte sportslige resultater i militært regi. I tilgift viser nogle af veteranerne sig på trods af deres skader, at ressourcestærke mennesker, der kommer med en helt særlig livserfaring og lederevner som foreningerne kan få stor gavn af.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

DIF Soldaterprojekt har eksisteret i en del år efterhånden og interessen fra både veteranerne og idrætsforeningerne vokser. Projektet er helt specielt og særdeles inspirerende idet, det skaber et bindeled mellem de lokale idrætsforeninger og en stor gruppe mennesker, der i første omgang ikke på eget initiativ ville have haft overskuddet til at begynde at dyrke idræt og finde et ståsted og livskvalitet i at dyrke deres sport ude i de lokale foreninger.