Skateducates Hjælpepakke

Hvad går initiativet ud på?

Skateducate har åbne sessions hver uge, hvor man kan komme og skate, låne udstyr og hele molevitten. Det henvender sig primært til kvinder og kønsminoriteter. Da COVID-19 spredte sig i foråret, kunne vi ikke længere lave vores sessions, ligesom så mange andre foreninger. Til gengæld resulterede det i at et af vores crewmedlemmer fik den strålende idé at initiere "Skateducates Hjælpepakker", hvor det blev muligt at låne et "sæt" (board, sikkerhedsudstyr, en introduktion til skateboarding, klistermærker, et hæfte med trick tips og en guide og gode steder at skate i Aarhus). Der var mildest talt rift om hjælpepakkerne, hvor nogle måtte vente i kø så længe, at de endte med at købe deres eget skateboard, inden det var deres tur. Sideløbende med udlånet af hjælpepakkerne, lavede resten af foreningen en masse tutorials på de sociale medier, som de nye skatere kunne lade sig inspirere af.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Helt grundlæggende har det fået væsentligt flere kvinder og kønsminoriteter ind i skatemiljøet, som tidligere har været meget mandsdomineret. Samtidigt har nogle af de nye været med til at opbygge foreningens årlige camp, som har været med til at introducere endnu flere til skateboarding. Det særligt ejendommelige ved initiativet er, at Skateducate har mere end fordoblet sine medlemmer, og hver uge aktiverer så mange kvinder på skateboards, at vi ikke altid har udstyret til at kunne følge med den store efterspørgsel. Før initiativet var der 5-10 stykker (foruden vores egne medlemmer) til vores ugentlige sessions, mens der nu er mere end 20 (og vores egne medlemmer oveni, som også er vokset betragteligt). Initiativet har ligeledes været en inspirationskilde for andre til, hvordan man kan aktivere sine medlemmer (og rekruttere nye) på trods af COVID-19 situationen.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Fordi det har formået at aktivere endnu flere personer, mens der har været lockdown i landet - og efterfølgende har resulteret i en enorm vækst blandt kvinder i skatemiljøet. Samtidigt har flere af de nye været med til at udvide og bygge det skateareal vi bruger til vores sessions, og ikke mindst forbedre vores klubhus. Initiativet, naturligvis støttet af den sunde kultur i foreningen, har således formået at aktivere og give ejerskab til en stor gruppe. Samtidigt giver det flere personer et indblik i, hvordan foreningsformer og initiativer kan gentænkes, hvordan strukturer og engagement kan komme til udtryk, en fleksibel aktivitet, der kan udøves så snart udøveren har tid og lyst og ikke mindst et anerkendende socialt fællesskab, som fordrer vedholdenhed og gåpåmod.

Billeder eller YouTube