Hurlumhej-Dage

Hvad går initiativet ud på?

Gennem de sidste 20 år har børnene på Idom-Råsted Skole fra 0. klasse til 7. klasse haft muligheden for at deltage på Koloni i efterårsferien. I år blev dette arrangement aflyst pga Covid-19. Idom-Råsted IF har taget denne udfordring op, Vi synes børnene skal have muligheden for at være aktive og sociale, også selv om Covid-19 hele tiden står og banker på døren. Derfor afvikler Idom-Råsted IF mandag d. 12. og tirsdag d. 13/10-2020 i uge 42 arrangementet HURLUMHEJ-DAGE. Det er dage, hvor der vil være blive rig mulighed for børnene til at afprøve nye aktiviteter i Plexus, som vores samlingspunkt og hal hedder, og for at deltage i aktiviteter, som allerede er kørende, bla. i vores idrætsforening. Der vil ligeledes være mulighed for at være sociale for børnene på tværs af skoleklasser, drenge og piger imellem, samt hvem der nu bare har lyst til at hænge ud sammen. Idom-Råsted IF laver dette arrangement for at skabe FÆLLESSKAB, som børnene nyder godt fremad i livet, og med glæde husker tilbage på. Dette ved jeg, da jeg selv har børn, som har været en del af FÆLLESSKABET fra de var små, og nu som voksne, stadigvæk er en del af vores idrætsforening. Her har det fællesskab, de i tidernes morgen dannede med deres kammerater, været i centrum for dem, og har haft stor indflydelse på, at de har valgt, bla. efter endt uddannelse, at vende tilbage til barne-idrætsforeningen. Ligeledes for at få endnu flere børn til at bevæge sig, BEVÆG DIG FOR LIVET. Hvis børn er aktive, smitter det forhåbentlig af på deres forældre, og dermed kommer der endnu flere aktive :-)

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Lige nu og her giver det Idom-Råsted IF en rig mulighed for at fortælle omverdenen, at på trods af, at Covid-19 fylder i vores dagligdag, og giver os alle mange begrænsninger og udfordringer, så kan Idom-Råsted IF godt afholde arrangementer indenfor lovmæssige restriktioner og hygiejnekrav. I vores idrætsforening er nøgleordet FÆLLESSKAB. Fremadrettet håber Idom-Råsted IF, at nogle af de nye aktiviteter og initiativer vil fortsætte. Derved rammer vi bredere blandt børn, unge og voksne, og vil få de børn, unge og voksne med, som måske ellers ikke har lyst til at deltage i allerede kørende aktiviteter. Visionen: BEVÆG DIG FOR LIVET vil her forhåbentlig blive styrket og komme endnu mere til sin ret.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Initiativet, HURLUMHEJ-DAGE skal vinde prisen, kort og godt fordi, navnet på disse dage er dækkende for det, vi i Danmark er kendt- og arbejder for, nemlig FÆLLESSKAB mellem os mennesker, og det at vi alle har godt af, nemlig at BEVÆGE OS FOR LIVET. Jeg har mange flere gode argumenter til, hvorfor vores arrangement skal vinde, Dem vil jeg glæde mig meget til at fortælle og dele med jer, i så fald Idom-Råsted IF og HURLUMHEJ-DAGE er så heldige at få chancen. Og jeg tilføjer lige endnu nogle super gode argumenter, som beskriver os: Vi er en lille idrætsforening med en meget aktiv bestyrelse, som arbejder for, at så mange børn og voksne som overhovedet muligt, vælger at være aktive. HURLUMHEJ-DAGENE er en mulighed, for tirsdagen sluttes af med 2 timer i samspil med landsholdsspilleren Henrik Mølgaard, (hvis da ikke Covid-19 ødelægger dette initiativ). Her er det meningen, at både børn og voksne skal SE-LYTTE OG TALE sammen med Henrik Mølgaard. Børn og voksne skal spille kamp mod hinanden, og til slut vil der være SPIS-SAMMEN, børn og voksne i mellem hinanden. Igen vil det selvfølgelig være under forudsætning af, at alle krav og restriktioner kan og bliver overholdt omkring Covid-19. Jeg kan fortælle, at vi i Idom-Råsted IF får ført tingene ud i livet. Dette tillader jeg mig at ytre, da Idom-Råsted 2 gang indenfor 10 år er blevet kåret som årets landsby. Dette synes jeg, siger noget om vores engagement, og vores vilje til at få aktiviteter og arrangementer ført ud i livet.

Billeder eller YouTube