Parkinson Boxing

Hvad går initiativet ud på?

Projektets vision er at give mennesker med parkinson et bedre liv. Målet er at give personer med parkinson et tilbud om at gå til boksning målrettet parkinson og dermed forhale udviklingen af deres alvorlige, kroniske sygdom og øge deres livskvalitet. Parkinsons sygdom er en af de mest almindelige neurologiske sygdomme. Når man har parkinson, mister man gradvist de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin. Konsekvenserne er rysten, muskelstivhed og langsomme træge bevægelser. Man kan derudover opleve andre symptomer som søvnproblemer, depression, besvær med overblik og koncentration samt mave- og tarmproblemer – også stemmen og taleevnen bliver efterhånden ringere. I dag kan man hverken forebygge eller kurere parkinson. Ud over medicin er den vigtigste behandlingsform træning. Der er især evidens for hård, fysisk træning. Derfor er boksning særligt velegnet til personer med parkinson. Foruden intensiteten i Parkinson Boxing er træningen bygget op omkring de symptomer, som Parkinsons sygdom fører med sig. Det betyder, at man træner hastighed, krydsbevægelser, rotation i ryggen, balance, stemme- og talefærdigheder, ansigtsmimik og hukommelse. Når man træner de symptomer, som Parkinsons sygdom fører med sig, kan man forhale sygdommens udvikling. Ud over at øge deltagernes fysiske form vil initiativet give mennesker med parkinson et træningstilbud på lige fod med andre fritidstilbud i foreningsdanmark og dermed undgå at definere deltagerne som patienter, men som medborgere, der går til boksning. I bokseklubben træner de på boksehold kun for parkinson, men bliver en integreret del af klubmiljøet. Parkinsonforeningen og Danmarks Bokse-Union er gået sammen om at udvikle en uddannelse i Parkinson Boxing, hvor målet er at uddanne 60 boksetrænere fra 30 bokseklubber. Danmarks Bokse-Union udvælger klubberne, og Parkinsonforeningen har kontakt til mere end 2/3 af alle, som lever med parkinson. I uddannelsen undervises i Parkinsons sygdom, den særligt tilpassede parkinson-boksetræning, trænerrollen og etablering af parkinson-boksehold. For at fastholde fagligheden i boksetilbuddet til personer med parkinson udbydes der årligt trænerworkshops med fokus på den nyeste viden om Parkinsons sygdom og parkinson-boksning, og der oprettes trænernetværk til erfaringsudveksling. Erfaringer fra andre lande viser, at boksetilbuddet kan anvendes i alle faser af Parkinsons sygdom, ung som gammel samt både mænd og kvinder. Det vil dog være et oplagt træningstilbud til yngre med parkinson, dvs. personer under 55 år, som stadig har en god fysik og masser af power.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Danmarks Bokse-Union ønsker at sætte en ny vinkel på boksesporten og vise boksetræningens potentiale for en gruppe af mennesker, der lever med et handicap – nemlig personer med parkinson. Ofte forbindes boksning med blå øjne og skæve næser, og når man boksetræner, slår man på hinanden – også i hovedet. Dette står i umiddelbar kontrast til behovet hos personer med parkinson. Initiativet skal vise, at boksetræning i klubberne er meget mere. Næsten alle bokseklubber tilbyder i dag motionsboksning uden slagkontakt, og med tilbud om Parkinson Boxing, som bibeholder elementerne af fysisk hård og funktionel træning, men tilpasset i tekniske og fysiske øvelser, kan bokseklubber rundt i hele landet hjælpe en gruppe sårbare mennesker og åbne døren for flere medlemmer.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Parkinson Boxing skal vinde Danskernes Idrætspris, fordi initiativet kan gøre en kæmpe forskel for personer med parkinson. Parkinson Boxing kan både gøre en forskel for sygdomsudvikling og livskvalitet, og samtidig kan initiativet være med til at skabe et nyt fællesskab for nogle mennesker, der lever med en kronisk sygdom. Parkinson Boxing er et træningstilbud, der giver et smil på læben og byder en målgruppe, der er defineret ved at have en sygdom, ind i et nyt fællesskab i bokseklubberne. Et fællesskab der handler om alt muligt andet end sygdom, og hvor alle deltager som boksere uanset baggrund. Parkinson Boxing kan samtidig være med til at ændre opfattelsen af parkinson i den brede offentlighed og give et positivt billede af de personer, som lever med sygdommen. Initiativet viser en patientgruppe, der kæmper imod deres sygdom, og som ikke bare giver op på livet, selvom de har fået en hård diagnose. De fleste danskere tror, at parkinson ”blot” handler om at ryste, og at det kun rammer ældre mennesker. Med dette initiativ kan man vise, at Parkinsons sygdom er et kompleks af sygdomssymptomer – både motoriske og non-motoriske symptomer – og at sygdommen også rammer eksempelvis yngre personer i 30’erne.

Billeder eller YouTube