Fredericia Atletik Forening

Hvad går initiativet ud på?

Indtil sidste år var Fredericia den største by i Danmark uden en atletikforening. Det blev ændret, da en gruppe ildsjæle startede Fredericia Atletik Forening, som har fokus på at få børn og unge til at motionere, flytte egne grænser, dyrke kammeratskab og prøve kræfter med mange forskellige discipliner. Klubben har i dag 14 aktive medlemmer og har periodevis haft lukket for tilmeldinger, fordi flaskehalsen var, at foreningen ikke kunne nå at uddanne nye trænere. Foreningen er godkendt som distriktsforening i både Fredericia og Middelfart kommuner og træner på begge sider af Lillebælt.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

På trods af det frivillige foreningsliv mange steder har det svært, og på trods af at atletik er en smal idrætsgren i Danmark, og på trods af coronaens benspænd, er Fredericia Atletik Forening et rigtig godt eksempel på, at Foreningsdanmark stadig lever. Med de rette ildsjæle og frivillige i baglandet bliver foreningen drevet på helt klassisk vis. Der er fokus på sammenhold og at få bredden med, så der bliver bygget fundament for en solid forening i årene frem.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Har du set reklamerne for OK, hvor de må ty til vanvittige løsninger, når der ikke var penge i klubkassen? Det kunne være Fredericia Atletik Forening. Med lånte redskaber på en hullet fodboldbane, gik klubben i gang med træningen. Der var en asfalteret løbebane og springgrav i den nærliggende skolegård, men ellers fandtes der ingen faciliteter. Siden har foreningen fundet bedre lånte faciliteter gennem samarbejde med skoler og gymnasier, og Fredericia Kommune har fundet penge til at styrke faciliteterne for områdets unge atletikudøvere. Men foreningen er stadig langt fra at være på niveau med de etablerede foreninger. Fredericia Atletik Forening fokuserer på klubånd i en individuel idrætsgren, på at flytte grænser hos de unge udøvere og den har alle de elementer, som en idrætsforening skal have. Men foreningen mangler faciliteterne, og derfor fortjener den at vinde Danskernes Idrætspris.