IFK 1998

Hvad går initiativet ud på?

IFK 1998 er en idrætsforening, som startede tilbage i 1998. Det er en idrætsforening, som primært er rettet til mennesker med psykiske sårbarheder og/eller sociale udfordringer. Endvidere er pårørende, medarbejdere inden for området og venner velkommen til at træne og være med. Foreningens hovedformål er at højne alle medlemmers fysiske og psykiske sundhed samt tilbyde et trygt miljø at træne i, hvor det sociale også er i fokus. Foreningen tilbyder en bred vifte af træningstilbud med plads til alle typer af mennesker med psykisk sårbarhed og sygdom inde på livet. Der er plads til alle niveauer og aldersgrupper mellem 18 og opefter. Der er pt omkring 400 medlemmer.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Inden for foreningsidrætten er der mange grupperinger. De psykisk sårbare er en af de grupper, og det er en til tider overset målgruppe, og udsat gruppe,. Derfor er det særdeles vigtigt, at der findes foreninger, som beskæftiger sig specifikt med det segment. IFK 1998 er ikke bare en idrætsforening for psykisk sårbare. Det er også en brugerdrevet forening, hvor flere af underviserne er eller har erfaring med psykisk sårbarhed/sygdom. Der er en gruppe af frivillige medlemmer, som bidrager til foreningen med at hjælpe til på holdene, organisere sociale arrangementer, udbrede kendskabet til foreningen samt deltage i bestyrelsesarbejde. IFK 1998 er i Region Hovedstaden en væsentlig forening, som favner en meget stor gruppe psykisk sårbare borgere, og som forhåbentlig kan inspirere flere foreninger til at række ud til den målgruppe. IFK 1998 har endvidere mange års erfaring med at deltage i stævner og turneringer både inde for egen målgruppe, men også i fx volleystævner, hvor modstanderne er "almindelige". I den henseende kan en forening som IFK 1998 bygge bro til almindelige foreninger og skabe mindre tabu omkring mennesker, der lever med psykisk sårbarhed/sygdom.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Jeg mener, at IFK 1998 skal vinde Danskernes Idrætspris, da foreningen gør et enestående arbejde for at få psykisk sårbare mennesker til dyrke sport sammen og danne fællesskaber omkring dette. Især fællesskabet, som er et af foreningsidrættens hjørnesten kan være en stor udfordring for psykisk sårbare at finde ude i samfundet netop på grund af deres sygdom. Derfor er det ekstra vigtigt, at der findes særlige foreninger, som henvender sig til den målgruppe. Lige så vigtigt er IFK 1998 med til skabe bedre sundhed såvel fysisk som psykisk for en udsat gruppe borgere. En gruppe, som forskningen peger på lever kortere tid af diverse årsager, men som motion og socialt samvær kan være en vigtig modvægt til og dermed højne folkesundheden for gruppen. I IFK 1998 har man skabt et trygt, åbent og rummeligt miljø, hvor alle med psykisk sygdom kan være med. Men også et sted, hvor jeg ved, at manges mentale helbred får et stort løfte af at bevæge sig og dyrke idræt sammen.