Kajak børne- og ungdomstræning i coronatid

Hvad går initiativet ud på?

Generelt er børne- og ungeafdelingen i Kajakklubben Strømmen opmærksom på at fastholde børn og unge i kajaksporten gennem vinteren, ved at skabe alternativ træning en ugedag om vinteren fx boldspil samt klubaftener en gang hver måned med fx orienteringsløb, brætspil og fællesspisning. Dertil er der opmærksomhed på fastholdelse af børn og unge gennem årene ved at lave aktiviteter, der samler alle fra 8-18 år. Men især i coronatid, hvor udfordringen var, at man ikke måtte mødes fysisk, fandt børne- og unge udvalgsformanden Malene på nye tilbud. Gennem virtuelle møder og mellemliggende individuelle aktiviteter som fx vinterbadning, fotografering og blomsterjagt, fik børn og unge mulighed for at holde kontakten med hinanden og bevare glæden ved klublivet. Der blev fx også danset fællesdans på et virtuelt møde, hvor man kunne se hinanden danse derhjemme og grine sammen om det. De ugentlige aktiviteter og efterfølgende virtuelle møder var til glæde og sjov for de hjemsendte børn og unge. Aktiviteterne har også formået at samle børn og unge fra 8-18 år, hvilket bidrager til trivslen og rummeligheden i klubben. De virtuelle møder og mellemliggende individuelle ”fælles” aktiviteter, hvor alle fx havde plukket forårsblomster eller bagt myslibarer og viste resultaterne frem ved det virtuelle møde i en hyggelig atmosfære ledet af en træner, er en idé, som kan bruges fremadrettet, når man af den ene eller anden grund ikke kan mødes eller dyrke den idræt man er fælles om. Fx om vinteren for kajakroer, eller for idrætsmedlemmer der er på efterskole, eller hvis corona sender børn og unge hjem igen. De virtuelle møde og individuelle fælles aktiviteter har været en stor succes i vores klub, og andre klubber vil nok også kunne have stor glæde af denne idé. De unge har bidraget til denne video om coronatid i Kajakklubben Strømmen: https://www.facebook.com/kano.kajak/videos/940669209720507

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Initiativet kan give inspiration til foreningsidrætten fremadrettet, idet nye værktøjer er blevet sat i spil til at fastholde og udvikle klublivet, når man af den ene eller anden grund ikke kan mødes fysisk. Dette kan bruges fx uden for idrættens sæson (vinter for kajak for børn og unge), hvor det kan bidrage til overhovedet at "mødes" eller som supplement til fysiske møder for at opnå en hyppigere kontakt. Det kan bruges når unge idrætsmedlemmer er på efterskole eller lignende, eller hvis corona sender os hjem igen. Samtidig er kombinationen af de individuelle "fælles" aktiviteter og virtuelle møder en mulighed for at samles med en stor aldersspredning og kan derved bidrage til en større rummelig og et stærkere fællesskab i klubben. Det giver også mulighed at mødes med andre klubber.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Initiativet er direkte overførbart til andre klubber og idrætter. Initiativet kan bidrage til bredde i alder i idrætsaktiviteter. Initiativet kan aktivere individuelt før et fælles virtuelt møde, når fysisk møde ikke kan lade sig gøre. Initiativet er en ny idé, der tager nye redskaber i brug til aktivering og fastholdes i sin idræt, samt til styrket fællesskab i idrætten.

Billeder eller YouTube

https://www.facebook.com/kano.kajak/videos/940669209720507